Aalborg Universitet søger testpersoner med ALS til afprøvning af exoskelet
Exoskeletter er en ny teknologi, der kan hjælpe personer med lammelser eller funktionsnedsættelse i fx arme og ben til at bevæge sig igen.
Et exoskelet er en slags mekanisk skelet, der sættes uden på kroppen, og potentialet for brug af exoskeletter er stort. Der er dog den udfordring, at personer med lammelser og funktionsnedsættelse ikke kan styre et exoskelet med konventionelle metoder som fx et joystick.

Derfor ønsker forskere fra Aalborg Universitet at undersøge, hvordan det opleves at bruge alternative styringsmetoder som fx tungebevægelser og muskelsignaler. Derudover vil de undersøge, om en delvis automatisering af exoskelettet kan forbedre styringen.
Forsøg skal undersøge brug af tunge- og hjernestyret arm
Forsøget er opdelt i fire delforsøg, og aktuelt søger forskerne deltagere til delforsøg 3.
I dette forsøg vil de udforske muligheder og barrierer for at anvende tunge- og hjernestyrede arm-exoskeletter i hjemmet.
Desuden vil de undersøge, hvordan hjemlige omgivelser påvirker exoskelettets og styringssystemets ydeevne. Endelig vil forskerne gerne høre brugerens meninger om systemet.

Forsøget består af 2 forsøgssessioner af maks. fire timers varighed pr. session. Den ene session udføres i laboratoriet på Aalborg Universitet SUND, den anden udføres hjemme hos dig
Hvem kan deltage
Du kan deltage i forsøget
- hvis du er mellem 18 og 80 år
- følges i Region Nordjylland
- har nedsat funktion i højre arm som følge af ALS
- ikke kan løfte en flaske med en vægt på 300 gr. fra et bord og drikke af den, mens du sidder ned.
- har en vis funktion i din tunge, fx du kan røre dine tænder med tungen.
- Endelig må bevægelsesområdet i dine skulder-, albue- og håndled ikke være mindre end det bevægelsesområde, der aktiveres af exoskelettet. Dette vil blive vurderet på et informationsmøde.
Du kan ikke deltage i forsøget
- hvis du har aktive implanterede enheder såsom pacemaker
- hvis du har tendens til migræneanfald
- hvis du har fået konstateret allergi over for titanium, eller
- hvis du lider af epilepsi.
Hvis du er interesseret, så ring eller skriv til:
Mostafa Mohammadi, Adjunkt Professor
Center for Rehabilitation Robotics
Aalborg Universitet
Selma Lagerløfs Vej 249
9260 Gistrup
E-mail: mostafa@hst.aau.dk
Tlf.: 71 36 48 23
Forsøget er godkendt af Den Videnskabsetiske Komité for Region Nordjylland, sagsnummer N-20230044.