RehabiliteringsCenter for Muskelsvind er et privat specialsygehus efter Sundhedslovens kapitel 17, paragraf 79, stk. 2.
Centret blev i 2011 af Sundhedsstyrelsen udpeget til at have status af højt specialiseret funktion inden for neurorehabilitering af patienter med svære neuromuskulære sygdomme.
Staten finansierer RehabiliteringsCenter for Muskelsvind via bloktilskud til regionerne, som har indgået driftsoverenskomst med centret. Overenskomsten beskriver blandt andet centrets ydelser og visitationsretningslinier.
RehabiliteringsCenter for Muskelsvind er en selvejende institution, som ifølge vedtægterne skal udvikle, forbedre og tilbyde vejledning og behandling af mennesker med muskelsvind og andre neuromuskulære sygdomme.
Centret blev etableret i 1976 på initiativ af Muskelsvindfonden.