Influenza A (H1N1)-vaccine er nu tilgængelig
25.10.09 23:26
Både Muskelsvindfonden og RehabiliteringsCenter for Muskelsvind modtager henvendelser om, hvordan man skal forholde sig til Influenza A (H1N1), når man har muskelsvind, og om man kan forvente at få tilbudt vaccination.
Vaccinen er nu tilgængelig, og Sundhedsstyrelsen har angivet sine anbefalinger for vaccination af personer i risiko for alvorlig sygdom på grund af Influenza A (H1N1) infektion. Herunder er nævnt: Neuromuskulær sygdom med påvirket respiration eller nedsat hostekraft.
Det er ikke alle der ved, om de har påvirket respiration. Man føler det ofte ikke i dagligdagen, men når man får sygdom, såsom influenza, kan det ofte være svært at hoste og trække vejret rigtigt. Det kan derfor være en god ide, at få influenza-vaccinationen, selv om man ikke dagligt har symptomer. Du skal kontakte egen praktiserende læge, som administrerer vaccinen.
Sundhedsstyrelsen har desuden udsendt følgende anbefalinger om, hvordan man undgår smitte: ”Influenza smitter gennem små dråber fra hoste, nys og lignende. Virus kan også sætte sig og overføre smitte fra overflader som dørhåndtag eller lignende. Hvis du vil undgå at blive smittet og undgå at smitte andre, skal du derfor:
- Undgå tæt kontakt med personer, som du ved er syge.
- Bliv hjemme fra arbejde, skole eller lignende, hvis du er syg.
- Undgå at hoste og nyse i din håndflade. Brug i stedet dit ærme eller et en-gangs-lommetørklæde.
- Vask ofte dine hænder med sæbe – især, hvis du hoster og nyser. Det nedsætter risikoen for, at du smitter andre og at du selv bliver smittet.
- Undgå at røre ved dine øjne, din næse eller din mund. Så nedsætter du risikoen for at blive smittet, selvom du skulle have fået smitte på hænderne.”
Muskelsvindfonden og RehabiliteringsCenter for Muskelsvind vil løbende orientere her på hjemmesiden om nyt vedrørende influenza A (H1N1). Vi henviser desuden til Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sundhedsstyrelsen.dk
| |
|