Af Jørgen Jeppesen
Det var i begyndelsen af 60’erne, på Invalidebørnehjælpens Børnehjem Hørsholm, i daglig tale IBH, at Karsten lærte at savne frisk franskbrød.
”Selv om de selv bagte, skulle vi altid spise det gamle først,” fortæller han og lyder stadig en anelse skuffet.
Det er sikkert ikke derfor, han holdt ind ved bageren på vej hjem fra arbejde, men duften fra brødposen, som hjælperen smed ind på gulvet bag kørestolen, sidder med ét igen i næsen og blander sig med forestillingen om kokkepigens forbudte hjemmebagte fristelser.
IBH var Karstens andet hjem, til han fyldte 20. I det første, barndomshjemmet hos forældrene i Brøderup, kunne han ikke blive boende, da han nåede skolealderen.
”Dengang kunne man ikke bare gå i skole i folkeskolen. Jeg ved godt, at der var nogle, der gjorde det, men det er ikke altid, det er lige let,” konstaterer han.
Det er fastelavnsmandag. Vi mødtes i eftermiddags på Center for Hjælperordninger, Karstens arbejdsplads inde i Århus. Efter lukketid gik det tjept hjemad for at overholde madholdets mødetid klokken 16.00 ovre i fælleshusets køkken. På stien udenfor kom en blå pakke med bånd og sløjfe gående i børnehøjde, bagefter en mor.
Nu er det blevet aften, og vintermørket har sænket sig over Lysningen i Malling, et andelsboligfællesskab med et halvt hundrede beboere i alle aldre, hvor Karsten har boet siden opførelsen i 1991. Og de mange munde er mættet med italienske kødboller – ”der er tre til hver” indflettede dagens chefkok diplomatisk i sit værsgo - i pestosauce med kartoffelbåde, hertil hvidkålssalt med appelsin og jordskokker. Og ketchup, dog mest til de unge.
Det bedste ved at bo her er nærheden til andre, forklarer Karsten. Alle kender hinanden, og nogle er også ens venner, som man har fælles interesser med. Men allerbedst er her om sommeren.
”Hvor man dasker lidt rundt, falder i snak med hinanden, og nogle gange er der gået flere timer, uden at der har været nogen plan med det.”
I morgen er det tirsdag, Karsten har fri og vil stå langsomt op til duften af friskmalet bønnekaffe og et stykke af bagerens hjemmebagte.
Hvad gør man, hvis der er nogen, man ikke kan lide?
”Ja, så gør man ingenting, for vi har sørget for, at vi er nok til, at det også kan lade sig gøre. Vi er 18 familier, og skulle der være en enkelt familie, som man egentlig ikke bryder sig om, jamen så er der jo plads til det.”
Engang boede han i kollektiv. I syv år ”hvor alt skulle bestemmes sammen, og det er godt at gøre fra 20-25, måske lidt ældre, derefter er det rart at få sit eget, kunne lukke sin dør og sige: Det her inde er altså mit”.
Han har også prøvet at blive ensom i en lejlighed. Det holdt han ikke ud i længden og slog til, da en gruppe med andelsboligplaner annoncerede i dagbladet Information efter ligesindede. Det var i slutningen af 80’erne.
”Gruppen havde fået øje på en grund. Der skulle være plads til unge og gamle, børn, enlige og familier. Det var jeg med på. Vi holdt møder hver eneste uge i et par år. Om hvordan der skulle bygges, og hvordan vi skulle leve sammen.”
Og Karstens engagement er ikke dalet. Han bestyrer fortsat Lysningens hjemmeside, som han byggede allerede for 10 år siden, og et kig ind på lysningen.dk afslører, at formanden for andelsboligforeningens bestyrelse hedder: Karsten Jühne.
Ham, han ligner
Han har vist rigeligt at lave. 19 timer om ugen, fordelt på mandage, onsdage og torsdage arbejder Karsten på Center for Hjælperordninger, som han i sin tid selv var med til at udvikle ideen bag, og som Århus Kommune driver. Siden 1994 har han haft fast arbejde på kontoret.
”Hjælperordningen, det er Karsten,” siger han med headset på, når telefonen kimer derinde.
I eftermiddags ringede en bruger for at spørge om feriereglerne, og Karsten har tilsyneladende svar på alt desangående. Ferieperioder, varslingsfrister, rettigheder og pligter oversattes til et informativt dansk, som Karstens tynde diskant udlagde for spørgeren i en forbløffende selvfølgelig rækkefølge.
Forrige opkald var en hjælper, der ikke længere ønskede fast arbejde, men gerne vikarjobs. Ændringen registreredes rutinemæssigt i computeren, styret af Karstens venstre tommeltots langsomme flytninger af en rød kingsize trackball indlejret i en trådløs mus. Et studie i tålmodighed og finmotorisk spinal muskelatrofi type II.
Og igen, da en ung fyr ivrigt træder ind på kontoret og gerne vil være hjælper - jo før jo bedre, ”jeg er superfleksibel” lader han forstå - gav Karsten kyndigt og med en tilfreds kendermine de nødvendige formularer og informationer. Den rekordlave arbejdsløshed har udløst stor mangel på folk, der vil være fast, fuldtidsansat handicaphjælper.
På opslagstavlen over skrivebordet ses et foto af tre sovende unger, hulter til bulter i en bred seng, faldet i søvn på stedet som hvalpe i en hundekurv. Mine niecer, meddelte Karsten ikke uden en vis stolthed i stemmen. Det er en lillebrors døtre, fotograferet for et års tid siden under familiens midlertidige arbejdsophold i Santa Barbara.
”Det var for godt til ikke at hænge op. Jeg fik det sendt på en fil, forbedrede det i billedbehandlingsprogrammet og lavede printet der. Men det er også det eneste private, jeg har udstillet herinde.”
Rumpole! Det er ham, Karsten ligner. Den engelske sagfører i tv-serien af samme navn, som gik over skærmen, ja hvornår? Det kan ingen sikkert huske, men mange vil kunne genkalde sig overskægget, den høje pande og øjenbrynene, der løftes i takt med talen. Og karakterens bryske elskelighed, fra mild ironi til besk sarkasme, oftest med et skælmsk udtryk i blikket og stemmen.
Over børnebilledet hænger endnu et foto. Af en Ferrari parkeret ved et mennesketomt, sydlandsk fortov og så rød som kun en Ferrari kan være det. Det er taget i Monte Carlo.
Hvert år i september holder Karsten ferie i Sydfrankrig, 80 km fra Monaco, sammen med to gode venner, der også er kørestolsbrugere. De bor på en vingård, hvor der både er plads nok og imødekommende værter. De 1900 km kører de i ét stræk, selv om det er hårdt. Men hellere det end besværet med undervejs og finde pladskrævende logi til tre kørestolsbrugere og pakke diverse hjælpemidler ud og sammen.
Hun var ikke voldelig
”Jeg er født i Korsør i 1955. Mine forældre var lærere begge to. Vi boede i en lejlighed i Halsskov, men den kan jeg ikke huske. Da jeg var et par år gammel, flyttede vi ned til et andet hus, hvor min farfar og farmor boede i underetagen, og vi boede på 1. sal.”
Hvordan kunne du bo der med muskelsvind?
”Jeg var ikke så gammel. De bar mig op og ned ad trappen. Det blev først et problem senere. Faktisk var det meget praktisk, for min farfar og farmor kunne så passe mig om dagen.”
Et par år senere flyttede familien igen. Storebror (lillebroren kom til nogle år senere), Karsten, mor og far. Forældrene fik ansættelse på en skole med lærerbolig, og her var der to børneværelser.
”Vi sov i det ene og legede i det andet. Men så sker der jo det, at lige inden jeg fylder syv år, flytter jeg på en institution for handicappede børn. Jeg boede på en måde stadigvæk derhjemme, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg havde stadigvæk værelset derhjemme sammen med min bror.”
Hvor flyttede du hen?
”Til Hørsholm. På IBH, Invalidebørnehjælpens Børnehjem Hørsholm. En meget lille institution med cirka 18 børn og unge. Det var fordi, jeg skulle til at gå i skole, da jeg fyldte syv år. Dengang kunne man ikke bare gå i skole i folkeskolen. Jeg ved godt, at der var nogle, der gjorde det, men det er ikke altid, det er lige let.
IBH var sådan en selvejende institution, der blev drevet under kummerlige forhold. Cirka 18 børn, en forstanderinde, en kokkepige, to unge piger og en uuddannet lærer. Det var personalet. Det må heller ikke have været sjovt at være ansat der.
Det var i hvert fald nogle grumme arbejdstider, de havde. 1-2 ansatte til rådighed ad gangen for 18 børn med et relativt vidtgående handicap. Det er ikke mange ressourcer til den enkelte. Det var meget samlebånd. Vi skulle alle sammen op på samme tid, og alle sammen i seng på samme tid. Efter samlebåndsmetoden.”
Hvordan foregik det?
”Det var sådan, at hvis personalet skulle nå at have fri i rimelig tid, blev vi smidt i seng efter aftensmaden. Det gik efter alder, og jeg var længe den yngste, så jeg lå tit i min seng klokken halv syv om aftenen. Det er tidligt, når man er syv år. Og når man er ni år. Det er meget tidligt. Jeg har aldrig læst så mange bøger som i den periode. Hvad skulle jeg ellers lave?
Nu var jeg så en af dem, der ikke var ringe stillet, for jeg var hjemme hos mine forældre sådan cirka hver fjortende dag. Og det meste af sommerferien. Men dem, der aldrig rigtigt var hjemme hos deres forældre, for dem var der de to årlige udflugter fra stedet. Med en eller anden velgørenhedsforening om sommeren, og en anden velgørenhedsforening om vinteren. Og så to tandlægebesøg. Det var det, de andre kom ud.
Det er ikke noget, man ville byde folk i dag, gudskelov. Måske på vores plejehjem, men ikke andre steder. Men jeg håber ikke, man gør det på vores plejehjem.
Vi kom i bad en gang om ugen, alle sammen samme dag. Det startede lige efter skoletid, fredag. Og så i nattøj efter badet. Det var sgu noget tidligt at gå i seng fredag klokken tre. Vi skulle ikke sove, vel, men alligevel var det lidt tidligt at ligge i sin seng. Men okay, man var ikke alene på værelset. Vi var tre.”
Hvordan var forstanderinden?
”Jeg vil sige det på den måde: Hun var diakonisse. På en streng kristen baggrund. Hun var ikke voldelig, selv om jeg har set en enkelt få et par på bærret. Det må man jo ikke. Men det gjorde hun altså. Det skete stadig i tresserne.
Maden var heller ikke særligt behagelig. Ikke sådan at det var muggent, men meget sparsommeligt. Man spiste til der ikke var mere på tallerkenen.”
Det lyder som om, man var bange?
”Jo, det var man. Hun var skrap, forstanderinden. Det var jo nærmest absurd. Jeg tror, der gik tre år, inden vi fik frisk franskbrød, for selv om de selv bagte, skulle vi altid spise det gamle først.
Samtidig var hun jo også et opofrende menneske. Jeg mindes kun, at hun havde én fridag i de knap tre år, hun arbejdede der, mens jeg var der. Så gik hun på pension.”
Hen ad vejen
”Jeg har nu også en enkelt gang fået en på hovedet.”
Af forstanderinden?
”Nej, det var en af de andre. En lærer.”
Hvorfor fik du det?
”Ja, fordi jeg havde svinet mig til. Når man sidder meget i en sandkasse, så bliver man temmelig beskidt. Jeg havde sikkert siddet og kastet lidt for meget med det.”
Jamen, det gør man jo som barn?
”Ja, det gør man jo. Men hun slog nu ikke særlig hårdt. Jeg blev mere overrasket, end det gjorde ondt.”
Hvordan gik du i skole?
”Ja, se det var jo så det. Det var derfor, jeg kom der, for i skole skulle man jo gå, og jeg kunne ikke komme til at gå i folkeskolen. Vi blev undervist på stedet af en ikke uddannet. Det var en handicappet kvinde, hvis eneste kvalifikation var, at hun havde en realeksamen. Men nu havde jeg heldigvis næsten lært at læse og skrive, inden jeg flyttede hjemmefra. Og jeg har altid været relativt lærenem, så jeg fik da både lært at læse og skrive og regne. Og historiebogen har jeg læst mindst to gange.”
”Senere kom der en uddannet lærer. Og senere igen kom jeg som den første handicappede elev til at gå på skolen i Rungsted. Og det var gode lærere, jeg havde. Vagn og Agnete Aarenstrup, det vil sige Hr. Aarenstrup og Nete, som vi sagde til dem.”
IBH er i dag indrettet til almindelig børneinstitution. Karsten har - ”naturligvis” - været forbi og kigge.
”Oprindeligt var det en rigmandsvilla, som man byggede en fløj mere på. Det har sikkert tilhørt en eller anden københavnsk grosserer. På et tidspunkt var det bosted for hjerneskadede børn og unge. Altså for dem, der ikke kan bo hjemme. For der er jo ingen fysisk handicappede børn, der bor på institution længere.”
Har du været vred på dine forældre over, at de sendte dig dertil?
”Nej, overhovedet ikke. Jeg længtes bare hjem. I hvert fald de første år. Så hen ad vejen blev det bedre. Der kom en ung strømlinet forstander og hans kone. Et par oppe fra Thy, der havde nogle noget anderledes principper. Han fik også ansat mere personale.”
Lever din mor og far?
”Nej, min mor døde for et par år siden. Min far lever endnu. De havde sgu ikke så mange valgmuligheder. Og da valgmulighederne begyndte at opstå, altså sådan at man havde lettere adgang til folkeskolen, når man var handicappet, da havde jeg sgu ikke lyst til at flytte hjem igen. Da havde jeg det fint nok, der hvor jeg var. Nu var det på en eller anden måde blevet mit hjem, det var der tingene var, så man kunne komme til dem. Det var fint nok.
Og efterhånden som tiden gik, og jeg blev ældre, og vi blev lidt færre beboere, kunne jeg leve et liv. Selvfølgelig under de rammer, der nu var.”
Har du nogen venner fra den tid?
”Overhovedet ikke. For det første er mange af dem jo døde. Men jeg kender en, som jeg ser engang imellem, men det er ikke en af mine venner.”
Vi skal passe på hinanden
Ting og sager ser ud til at have deres faste plads i Karstens hjem. Ordnet alfabetisk, kronologisk, efter fysisk størrelse eller et helt fjerde system. En praktisk anlagt mand med behov for styr på hverdagen. Arbejdsværelset systematisk som et reservedelslager med tæt, men omhyggeligt pakkede reolhylder.
Lidt af en computernørd. Karsten har en bachelor i datalogi fra Aarhus Universitet og drev en årrække et lille edb-firma sammen med et par venner. Matematisk student fra Virum Statsskole i 1975.
Men skinnet bedrager. Manden startede på litteraturhistorie, skiftede til historie, aflagde Slavisk Institut en visit, tog på højskole – og sprang så til datalogi.
En omskiftelig tid, der tog sin begyndelse, da Karsten efter studentereksamen rejste til Århus sammen med en af IBHs unge kvindelige ansatte. De havde været kærester allerede et par år, hvilket formelt set var forbudt, men stiltiende accepteret af forstanderen.
En politiseret tid, hvor studerende næsten pr. definition var venstreorienterede. Karsten meldte sig ind i VS og er i dag medlem af Enhedslisten.
”Det er ikke sådan, at jeg er ude på barrikaderne og kæmpe. Det er noget med nogle principper om, hvordan man behandler hinanden. At vi skal passe på hinanden på en anden måde end den konservative, liberale og radikale. At vi skal fordele goderne bedre. Her i Lysningen har vi haft en diskussion, om vi skulle skrive prisen op på vores boliger, sådan som mange andelsboligforeninger har gjort. Jeg synes, det er dejligt, at vi ikke har gjort det, for det gør jo, at der er en større gruppe af mennesker, der har mulighed for at bo sådan et sted. Hvis priserne havde fået lov at stige, som de kunne, ville jeg ikke have haft råd til flytte ind her.
Men aktiv, det er jeg altså ikke. Da jeg i sin tid var medlem af VS, var der aktivitetspligt. Det vil sige, at vi skulle både komme til afdelingsmøderne og være aktiv i en gruppe. Ellers blev man smidt ud. Og det var egentlig rigtig nok, for hvis man mener noget med det, skal man gøre noget ved det. Så meget mener jeg det så ikke.”
Har det, at du har et handicap noget at gøre med din politiske overbevisning?
”Overhovedet ikke. Det tror jeg ikke. Det kan jeg jo ikke vide, vel. Men det tror jeg ikke. Handicappolitik skal heller ikke fylde særligt meget, for handicappet er bare noget man er. Det er alt det andet, der skal fylde resten af tiden.”
I 1978 købte Karsten, kæresten og en halv snes andre en nedlagt skole og dannede et kollektiv. Som hverken ”delte tøj eller kærester”. Sådan da.
”Det var jo ikke alle parforholdene, der blev ved med at holde. Men det var næsten alle par, der blev ved med at bo i det samme hus. Der var faktisk ikke nogen af os, der flyttede på grund af, at forholdet ikke holdt. Og der var ingen af de oprindelige forhold, der holdt.”
Gik dit og Ullas forhold også i stykker der?
”Ja, engang først i 80’erne. Det gjorde de jo alle sammen. Det var som det skulle være. Og man skulle være voksne nok til at blive boende. Og det var vi sådan set også. Vi var voksne nok til, at der kom nye kærester til. Det kunne måske være mindre morsomt, men vi var voksne nok til det.”
Hvad tænker du om det i dag?
”Det tror jeg ikke, jeg tænker noget specielt ved. På det tidspunkt var det en naturlig ting, at selvfølgelig skal man da kunne det.”
Men følte du ikke jalousi?
”Joh, det gjorde jeg nok. Men det gør vi jo alle sammen på et eller andet tidspunkt. Vi var jo alle sammen blevet droppet på et eller andet tidspunkt. Til fordel for en anden måske.”
I 1985 opløstes kollektivet. Efter et par individuelle mellemstationer i store lejlighedskomplekser og et langvarigt yderst ubelejligt hospitalsophold med permanent respirator til følge lysnede det bogstaveligt for Karsten.
I morgen aften har han tjansen som chefkok. Menu: Den Sorte Gryde. Det kunne godt være Rumpoles livret. Skært oksekød, simret i stærk kaffe, piskefløde og et skvæt snaps.
