Af Jørgen Jeppesen
I dag har Mette slået håret ud. De brune lokker falder blødt ned over et hvidt, hæklet sjal. Hun skal til dans. Bag på kørestolen hænger en håndtaske i gulligt læder af mærket Miu Miu.
I går ved interviewet havde hun hestehale. Men skoene var de samme sorte og blankpolerede. Hun fortalte om sin fascination af film, måde at være alene på og nyvundne danseglæde. ”Det synes jeg, at man har manglet. At man også kan bruge sit transportmiddel til noget elegant”, forklarede hun om kørestolsdansen.
”Man” har manglet. Mette siger gerne man om sig selv.
”Det er sådan en, man ikke rigtigt rører ved. Man vil gerne bevare stemningen og mindet fra dengang”, sagde hun om grunden til, at hun sjældent har villet gense ET, den måske vigtigste film i hendes liv.
Eller: ”Man behøver ikke sidde og tænke over, at man i princippet er helt alene i verden, som man jo godt kan blive ramt af nogen gange. Så ved man, at man skal et eller andet i morgen, ikke?”
Måske er det man bare en rest af Mettes oprindelige dialekt. Hun er tilflytter, indfødte københavnere har ikke dette syngende tonefald, som giver sig til kende, når hendes tale bliver ivrig. Mette Estruplund er fra Nordfalster, og den geografiske præcision er vigtig, for hver gang hun kommer til at sige Falster, retter hun straks sig selv: Nordfalster. Hvor hun er vokset op med en fire år yngre søster i et hus i udkanten af Orehoved, et par kilometer vest for Storstrømsbroens landfæste. Der bor forældrene stadig, og ”der er stadigvæk en seng i mit gamle værelse, så jeg kan sove der”.
22 år gammel, i 1996, flyttede Mette hjemmefra og ind i hjørnelejligheden på Østerbro, hvor hun har boet siden. I et nyere gulstens handicapegnet boligbyggeri i Silkeborggade, boligsocialt et fremskridt, arkitektonisk et uforståeligt hul i karréen.
Hun blev indskrevet på tyskstudiet på Københavns Universitet allerede i 1994 og kørte flere gange om ugen den lange vej frem og tilbage mellem Orehoved og undervisningslokalerne ude på Amager. Nogen gange forgæves, når timer med kort varsel blev aflyst. Men det var ”en kæmpe mundfuld” at flytte hjemmefra, når man samtidig skulle lære at administrere en 24 timers hjælperordning.
I 99 opgav hun tyskstudiet til fordel for film- og medievidenskab, hvor hun mangler én opgave og specialet, som hun håber at aflevere ved udgangen af 2008.
Fra grammatisk grundighed til filmisk fortælling? Noget af et spring, men begge ender har rod i barndommens Nordfalster. Hos en frygtet, men beundret tysklærerinde. Og hos områdets førende filmudlejer, Døgnkiosken i Nørre Alslev.
Bjergbestigeren
”Tysk var mit yndlingsfag. Jeg havde en fantastisk lærer. Superstreng, og næsten en karikatur på en tysklærer. Ingen kunne lide hende, men vi lærte så meget.”
Kunne du lide hende?
”Jah. Men hun var speciel. Vi havde alle sammen stor respekt for hende.”
Hvad kunne du lide ved hende?
”Der var styr på tingene. Man hankede op i sig selv. Man ville ikke, at der skulle falde brænde ned. Men hun var også sjov. Hun kunne holde det ene foredrag efter det andet om alle sine bedrifter ude i verden.”
Birte Fabricius – ”vi kaldte hende bare Birte” – var også bjergbestiger og rejste i sine ferier den halve verden rundt. Hjemme i klassen kunne hun, når verberne var bøjet færdig, ved passende lejligheder finde på at underholde sine måbende elever med fantastiske beretninger herom.
Egentlig hørte Mette til Nørre Vedby skole, tæt ved Orehoved. Men det var en kolos af en bygning, fyldt med trapper, ”så det var jo udelukket.” I stedet måtte hun på kommuneskolen inde i Nørre Alslev, mens hendes bedste veninde kom til at gå i Nørre Vedby, men "så konkurrerede vi om at have de bedste bøger.”
I gymnasiet gentog proceduren sig. Mette vinkede farvel til klassekammeraterne, der alle skulle på det nærliggende Nykøbing F, mens hun rejste til det trappeløse gymnasium i Vordingborg. Denne gang fulgte bedsteveninden dog med.
”Det var sådan lidt de ydre rammer, der bestemte, men så endte det jo med at blive rigtig godt alligevel.”
Kunne du lide at gå i skole?
”Ja! Jeg kunne godt lide at lave lektier. Skrive dansk stil. Og stavning, diktat, retskrivning. Og så tysk selvfølgelig. Og hjemkundskab.”
Du har nærmest nævnt alle fag. Nej, ikke matematik.
”Nej, det var stort set sort snak. Jeg brød mig ikke om det, var nærmest lidt bange for det. Det var et uoverskueligt og uigennemtrængeligt fag.”
Klassens dronning
Håndskriften og konkurrencen om at besidde den pæneste formskrift er det, Mette husker tydeligst om de andre piger i klassen. Bedre end deres navne.
Hvordan var din håndskrift?
”Jeg synes selv, den var pæn. Vi havde en skrivebog, hvor man skulle skrive en hel side med for eksempel b’er eller med et bestemt ord. Man blev indprentet, at det skulle være nøjagtig som i den bog. Når man så bliver lidt ældre, er der fri rum for afvigelse. Så finder man sin egen håndskrift.”
Hvordan er din stil?
”Den er meget almindelig, pigeagtig. Den skal helst være lige, i hvert fald ikke hælde til venstre. Hvis den hælder, så skal det være mod højre, ligesom skråskrift.”
Pigeagtig. Det ord dækker også Mettes lejlighed. Allerede i entreen lægges stilen med et guldrammet figurspejl, der belyses, ikke af et skærende halogenspot, men dæmpet gult fra en miniature lampeskærm smykket forneden med et possement af hængende snore.
Og så alligevel ikke helt pigeagtig. Inde i stuen står pludselig en vissengrøn, hjemligt indbydende lænestol med et utilsløret brændemærke midt på sædet. Erhvervet for et par hundrede kroner på et loppemarked i Nykøbing F. Og et tungt spisebord med fire tilhørende stole, uopslideligt funktionelt. Et røverkøb fra et garagesalg i Vordingborg. Ellers er alt lyst og let.
”Jeg synes måske nogen gange, at det ligner sådan et sigøjnerhjem. Man vil gerne have en gennemført stil, men den er svær at ramme. Jeg vil også kunne have ting, som ikke passer nogen steder. Jeg ville ikke kunne holde ud, hvis det hele var cremefarvet.”
Én gang er Mette blevet drillet.
”Det er nok også derfor, jeg kan huske den. Pigerne var uvenner, der var krig i klassen. ”Hvis du kunne gå, så kunne jeg tæve dig”, sagde en af dem. Jeg kan huske, hvad hun hedder, og hvor hun boede. Jeg kan huske det hele. Den sved."
Støttepædagogen, der fulgte Mette i alle skoleårene, måtte bagefter trøste hende.
Hvorfor sved den?
”Fordi hun i virkeligheden sagde: Du er ikke god nok, som du er, til at tæve. Du skal først være gående, for at jeg gider og være ligeværdig med dig.”
Pigen var den mest populære hos drengene. Hende, de ville være kæreste med og dermed hende, som de andre piger helst skulle være veninde med. I sommerferien før 6. klasse fik hun en alvorlig virusinfektion og kom først tilbage i klassen senere på året. I kørestol. Efter flere års genoptræning kunne hun gå humpende.
”Lidt sjovt, ikke. Det var selvfølgelig forfærdeligt dengang. Men lidt pudsigt, ikke. Nu vi snakker om det.”
Ville du gerne være veninde med hende?
”Ja. Men det blev jeg aldrig.”
Hun var også en af dem, der skrev flot, så ”man stræbte lidt efter at prøve og skrive som hende”.
Ved du, hvad hun laver i dag?
”Jeg ved i hvert fald, at hun er flyttet tilbage til Falster. Jeg så hende i 94, da hun og to andre fra min gamle klasse kom hjem og besøgte mig efter min rygoperation. Da gik hun stadig dårligt. Jeg kan ikke rigtig huske, hvem de to andre var.”
At lege med ilden
Der gik fem år med et stadigt mere forkrampet tyskstudie, inden Mette i 1999 tog mod til sig og indså, at yndlingsfaget mere handlede om fonetik og grammatik end sprog som et medie for historier. Det var lige ved at blive et hadefag.
”Det hang mig langt ud af halsen. Faktisk i lang tid, inden man blev klar over det. Det kan egentlig godt ærgre mig nu bagefter, fordi man bliver mere og mere udpint. Men jeg er superglad for, at jeg startede på det, for det var jo rigtigt nok til at begynde med, ikke?”
Fra sin seng i sove- og arbejdsværelset har Mette over fodenden udsigt til Nosferatu, The Vampire, plakaten for Werner Herzogs Dracula film fra 1979. Som er ”meget bedre end Coppolas nyere og muligvis mere kendte, men overlæssede version”.
Hun forventer at skrive speciale om et emne inden for horror genren, hvor hun har skrevet opgaver om uhygge, suspense og Hitchcock.
”Det skal være noget over i den mere skumle afdeling, for det er der min interesse ligger. Ellers får man jo heller ikke skrevet det. Det skal være helt inde fra ens inderste, det man skriver om. Ellers kan man ikke få det rigtigt.”
Hvordan kan det være, at det er den type film, der er blevet dit speciale?
”Jamen, jeg kan godt lide at blive bange, tror jeg.”
Men bliver man bange?
”Ja, det gør man.”
Men det er jo en eller anden form for konstrueret ”bangehed”?
”Det er lige det. Der er ikke noget på spil i en film. Måske lidt uro i dagene efter.”
Opfylder det et psykisk behov?
”Det er lidt for at teste sig selv, tror jeg. Forsikre sig selv om, at det går meget godt. Se, hvor slemt det går dem! Godt man ikke er en del af det. Man leger lidt med ilden, men rører ikke ved den.”
På hylder står rækker af film på DVD eller videobånd med titler som Rosemarys Baby og Mulholland Drive. James Dean kigger cool fra en meterhøj plakat på væggen for enden af spisebordet. I det tilstødende sove- og arbejdsværelse konkurrerer han og Jack Nicholson i postkortformat om pladsen hele vejen op og ned ad sidestykket på en reol. Det ser uafgjort ud. Dean hænger der, fordi ”han er en flot fyr”; Nicholson, fordi ”han er min yndlingsskuespiller. Men ikke min type.”
Mettes type har hvide tænder og brune øjne. Havde i hvert fald, da hun første gang blev forelsket.
”Der var en fyr i klassen, som alle var forelskede i. Hende, der drillede mig, og han var parret. De var ikke kærester, men toppen af toppen. Et eller andet sted hørte de sammen. Han så super godt ud. Helt hvide tænder og brune øjne. Det var bare idealet.”
Har du en kæreste nu?
”Nej.”
Har du haft?
”Ja.”
En ensom film
Mette er vokset op med film. Takket være sin far, som altid har haft en umættelig appetit på fortællinger i levende billeder. Utallige er de gange, hvor de to, efter at han havde hentet hende på skolen i Nørre Alslev, lige smuttede forbi den nærliggende Døgnkiosken.
”Vi havde længe planlagt, at nu skulle vi have denne her denne gang. Og bare de nu har den hjemme. Bare den ikke er udlejet. Og så skynde os hjem og fyre den af med det samme. Kiosken ligger der endnu”
Der kom tidligt skrappe sager i videoafspilleren, Exsorcisten, Dødens Gab, Poltergeist.
”Dem fik jeg lov til at se, da jeg var lille. Det har præget mig. Der er ikke noget, der kan skræmme mig mere.”
”Sådan er det med mange ting, der sker i ens barndom. Det kan jo præge én i resten af livet. Der er da film, der nærmest kan ændre ens liv, ens tilværelse. Det lyder helt vildt overdrevet, men sådan er det.”
Er der noget, der har ændret dig ved film?
”Der skete et eller andet, dengang jeg var inde og se ET. Og Den Uendelige Historie. De to film står som noget af det største for mig. De startede virkelig ens kærlighed til at se film. Til at leve sig ind i andre verdener. De satte en hel masse i gang.”
Hvad gjorde ET?
”Det er lidt svært at forklare. Det er sådan en ensom film på en måde. Som emne. En dreng, der var sådan lidt udenfor det hele, og så finder han heldigvis en god ven, men det er desværre en fra en ydre planet. Som skal hjem igen. Det syntes jeg var meget stærkt.”
Hvor gammel var du?
”Der har jeg været otte. Den kom i 82. Det er faktisk en film, jeg ikke har set ret mange gange, fordi det er sådan en, man ikke rigtig rører ved, synes jeg. Man vil gerne bevare stemningen og mindet fra dengang. Når jeg enten ser den i dag eller hører musikken, så kommer det uforklarlige igen. Så er man lige pludselig otte år igen.”
Mette har i flere år været filmanmelder på Handicapportalen. Seneste anmeldelse er af Flammen og Citronen, som hun giver fem af seks stjerner.
De stille perioder
Mette blev passet derhjemme af sin far, for ”en af dem var nødt til at gå hjemme med mig, mens jeg var lille og i min ungdom. Så det blev ham.”
Faren arbejdede hos en isenkræmmer i Vordingborg til Mette fyldte to år. Moren var bankfunktionær. Nu er de begge pensioneret og kommer tit på besøg, i perioder en gang om ugen.
Mette og moren shopper, mens far udstyret med en avis studerer livet i indkøbscentret fra en passende bænk. Eller tjekker de nyeste tv-apparater i Fona. Eller står på hovedet i en balje med tre film for en hund.
I Mettes lejlighed er der som regel også et eller andet praktisk, han skal ordne. Mens moren inspicerer køkkenet, ”og så kan man også lige gøre hele køkkenet rent, når man nu er derude, synes hun. Vi hygger os bare. Rigtig meget.”
Så du er faktisk en meget social person?
”Det er blevet bedre.”
Det var du ikke før?
”Jeg er i hvert fald mere bevidst om, at jeg er det nu. Jeg gør mere uden at tænke over det.”
Er du nogensinde ensom?
”På den negative måde? Så har der været en eller anden direkte ydre årsag til det. Jeg synes, jeg er ret god til at være alene. Jeg er blevet meget bedre til det. Det skal man også kunne være, for det er jo det, man er. Jeg ville ikke kunne holde ud at have mennesker omkring mig hele tiden. Det har man så godt nok alligevel, med hjælpere. Og alligevel har man jo ikke.
Men jeg kan godt lide at være alene. Der er altid et eller andet, man kan lave. Man behøver ikke sidde og tænke over, at man i princippet er helt alene i verden, som man jo godt kan blive ramt af nogen gange. Så ved man, at man skal et eller andet i morgen, ikke?
Man får også nået de ting, man skal. Det skal jo ikke være fest og ballade hele tiden. Man skal også kunne være sig selv. Så virker det meget stærkere, når man skal være sammen med andre, ikke? Fordi man så suger til sig på en anden måde, når man også har stille perioder.”
Mette er på besøg hjemme i Orehoved med et par måneders mellemrum og holder som regel en uges sommerferie hos forældrene. I nogle år er hun også taget på sommerhøjskole. Sidste år var hun frivillig på Grøn Koncert og med hele vejen rundt; det gik i blodet, så hun næsten ikke kan vente med at komme af sted i år. Der er, fastslår hun, en himmelvid forskel på at være én dags frivillig, som hun tidligere har meldt sig til, og så være rigtigt medlem af crewet.
Hun håber at finde et arbejde, når hun er færdig med sin uddannelse. Helst noget med lancering af nye film.
”I et distributionsselskab for eksempel. Det og være med til at udarbejde pressemateriale, ringe rundt, sætte interviews op, markedsføre. Det ville være drømmescenariet for mig at få et arbejde indenfor det.”
Den monsterhøje briks
Mettes hjælper stillede en asiet med småkager på spisebordet under interviewet, og der gik lang tid, halvanden til to timer, inden Mette kørte den frie højre hånd i stilling og langsomt lod den gribe en chokolade cookie. Og i lige så langsomme småbidder satte den til livs. Sådan spiser man, når man er blevet 33 år med diagnosen spinal muskelatrofi type II.
Da hun var barn, gik det nemt med at spise, men da satte forældrene begrænsninger. Remoulade og ristede løg, som klassekammeraterne havde på spegepølsemadderne, måtte hun ikke få. Kun én cola om ugen. Og til børnefødselsdagene meget mindre slik, kage og sodavand end kammeraterne. Alt sammen for at forebygge at hun tog for meget på.
”Min far kørte mig som regel til fødselsdagene, og så skulle han lige trække moren med ud i køkkenet og sige, hvad Mette måtte få og ikke måtte få. Det var totalt ydmygende altså. At en anden voksen skulle holde øje med mig.”
Mette har mange dårlige minder om den del af barndommen, som havde med muskelsvind og hospitalsundersøgelser at gøre. Hun har heller ikke villet deltage i den landsdækkende undersøgelse af voksenlivet med spinal muskelatrofi type II, som RehabiliteringsCenter for Muskelsvind gennemførte sidste år.
Undersøgelsen fysiske prøver lød ”lidt utiltalende”.
”Også fordi det lidt er et traume fra min barndom med alle de ting, man har været igennem. Korset og snørestøvler og brutale børnelæger, som bare løftede én op under armene, så man var ved at skille ad. Uden at de spurgte. Og man kom hjem nærmest med en forstuvet fod, når man havde været inde på CP-klinikken på Hans Knudsens Plads i København, fordi de overhovedet ikke tænkte sig om. Jeg hadede det. Og det har jeg måske stadig en snert af.
Jeg var dødsensangst, hver gang jeg skulle til et eller andet med et projekt, eller hvad det nu var. Overlægen ude på CP-Klinikken var noget af det værste. En flink mand, men han var bare sådan en stor autoritet over for mig. Og man skulle op og sidde på den monsterhøje briks, der lignede sådan et stort rullebord, helt vildt høj, og jeg skulle altid sidde helt ude på kanten. Du ved, hvor man overhovedet ikke har føling med, om man har balancen. Man faldt jo aldrig ned, men det var virkelig med hjertet oppe i halsen, for griber de nu mig? Hvorfor skulle jeg altid sidde helt derude? Det glemmer jeg aldrig.”
Synes du, de gjorde noget forkert, lægerne og dem der undersøgte dig?
”Jamen, jeg syntes, det var modbydeligt, når de bare tog fat i ens ben og strakte ud. For de tog altid meget hårdt fat. Det var virkelig en belastning. Og jeg spørger mig selv, om børnene i dag skal igennem det samme? Måske endda endnu mere, fordi forskningen er nået længere?
Er det ikke nødt til at være sådan? Det er jo en sygdom, man helst vil være fri for?
”Nej, jeg vil være fri for de undersøgelser. Jeg vil ikke være fri for den, jeg er, og for det man ikke kan. For sådan ser man det ikke, når man er i sig selv.”
Jeg tænker på selve det, at man kommer hen til det hospital, fordi man har den her diagnose, og fordi der er nogen, som mener, at de kan gøre et eller andet godt ved det?
”Det kan man slet ikke begribe, når man er lille.”
Hvad er så alternativet?
”Det ved jeg ikke.”
Skulle man hellere helt lade være?
”Det ved jeg ikke. Det er det fandens ved det.”
Mette holdt op med at gå til fysioterapi allerede i slutningen af folkeskolen, og svømning stoppede hun med, da hun blev student.
”Fordi jeg ikke havde lyst. Jeg syntes, det var træls, spild af tid. Irriterende. Gjorde ondt. Ikke svømningen, men det andet. Bøj og stræk, nej for fanden da.”
Mit kram
Vi ankommer til Pedersborg Hallen i Sorøs nordlige udkant lidt i fire. Hver torsdag kører Mette de 75 kilometer herned for at træne kørestolsdans fra 16 til 20, afbrudt midtvejs af et let aftensmåltid.
De andre er allerede ankommet, inklusive Selma, Mettes faste dansepartner, og alle hilser hjerteligt på hinanden. Nogle er gående, men sætter sig i håndstole, afhængig af dans og dansepartner.
En gruppe udviklingshæmmede passerer forbi og tager opstilling i den fjerne ende af hallen. De skal spille boccia.
Det er kun et år siden, Mette begyndte at danse. Efter at nogle dansere her fra Sorø havde optrådt på et ungdomskursus i Muskelsvindfonden.
”Jeg var hooked stort set med det samme. Det er frigørende på en eller anden måde. Giver en rigtig god fornemmelse. Det passer ind i mit kram.”
Hvad mener du med det ord ”kram”?
”At man ikke bare er en eller anden stor kolos på fire hjul. Der kommer tromlende. Her bliver det sat i system, det er god musik, og du skal følge rytmen. Du bevæger din krop, så meget du nu kan. Det bliver meget mere elegant. Og det er legalt at bevæge sig meget rundt. Det synes jeg, at man har manglet. At man også kan bruge sit transportmiddel til noget elegant.”
Dansegruppen fra Sorø Handicap Forening har lige været i Holland, i byen Cuijk, til den årlige World Cup. Danskerne stillede ikke hold, men deltog som observatører og i indmarchen. You Tube viser det under ”rolstoeldansen” og ”cuijk”.
I dag øver gruppen sig til et åbent hus arrangement, som gerne skulle hverve flere medlemmer. Ghettoblasteren fylder hallen med sentimentale dansemelodier, der er lige ved at omgå ens popmusikalske immunforsvar. Højre fod vipper i takt.
Først en march. Så Skt. Bernhards vals. Derpå Fado Blanquita efterfulgt af Tennessee Waltz og en cowboy dans. Tre store drenge, der nysgerrigt har fulgt optrinnene, får lov at være med i en ekstra omgang cowboydans. Tre håndstole hentes ind, knægtene er lærenemme og legesyge, ”hvor nice” lyder det anerkendende.
”Hit it maestro,” råber Mette fornøjet ud til Palle, der styrer ghettoblasteren. Så går dansen.
