Af Jørgen Jeppesen
”Der er næsten kun godt at sige”, afsluttede Marinus Brock vores samtale, da jeg ringede for at spørge, om han ville fortælle om sit lange liv som far til en søn med muskelsvind.
Nu sidder vi i hans stue og bladrer gennem fotoalbummer fra de otte årtier, der begyndte i 1929 på et husmandssted ved Allingåbro og i dag befinder sig i landsbyen Aastrup et par kilometer øst for Fåborg. Han stopper op ved et foto af Dan, som ligger på et bord og ser ud til at fryde sig mindst lige så meget som babyen, der kravler nøgen rundt på hans bare mave. Det er barnebarnet Bianca, Dans niece.
”Når Dan er på besøg, får han en madras lagt her på bordet,” forklarer Marinus og stryger en håndflade hen over egetræspladen. ”Det er den nemmeste måde, når han skal sove. Både for hjælperne og for ham selv. Og jeg falder jo ikke ned, siger han.”
Marinus er en mager, senet mand i blå og hvidternet arbejdsskjorte. Han kom ud sammen med golden retrieveren Bessy og bød indenfor, da jeg havde parkeret i gården bag huset, foran et frodigt drivhus. Og det eneste, der umiddelbart forbandt denne letfodede 79-årige med alderdom, var høreapparaterne. Som må virke upåklageligt, for han siger ikke var en eneste gang under vores fire timer lange samtale.
Hvad mente du i telefonen med, at der næsten kun var godt at sige?
Marinus rejser sig og henter en pakke Prince på sofabordet, det er de lange Prince 100, og tager med velbehag et dybt sug, inden han begynder.
”Dan har jo været handicappet altid, og da han var to år, fik vi den endelige diagnose på ham. Vi fik og vide, at vi ikke skulle regne med, at han blev mere end 18 år. Sådan var det bare, og det var selvfølgelig en dum én og få og vide. Men for det første har det ikke passet – nu blev han 47 forrige fredag – og for det andet har vi haft et fantastisk forhold.”
Fantastisk er et brugt ord, men lyder som nyt i Marinus’ mund.
”Når Dan er hjemme, ender det gerne med, at vi – efter en god gang mad og når klokken er blevet hen ad tolv – kommer til at snakke om livet over en whisky. Livet, som det nu har formet sig. Om hvad vi har oplevet sammen. Problemer vi har haft sammen.
Egentlig er det meningen, at vi ville have været i seng i ordentlig tid, men pludselig er den tre, og den når at blive fem. Og det er den blevet mange, mange gange, når han kommer hjem. Vi mærker ikke tiden går, og der er altid noget at snakke om. Jeg tror ikke, jeg har oplevet en eneste gang, at vi skulle lede efter, hvad vi nu skulle snakke om.
Hvis vi har nogle problemer, og det har man vel i de fleste familier på et eller andet tidspunkt, kan du altid snakke med Dan om det. Han kan altid få det klaret. Jeg tror ikke, han kender ting, som han ikke kan klare. Jeg har i hvert fald ikke opdaget det. Altså, sådan rent tankemæssigt.”
Det er maj 2008. Foråret er til salg alle vegne langs Sydfyns bugtede veje som nye kartofler og grønne asparges. Denne fortælling tog imidlertid sin begyndelse tilbage i decembers mørke, oppe i en hytte i Hou Søsportscenter. Der mødtes Dan og jeg til det første af fem lange interview om hans tilværelse.
Egmont Højskolen, der ligger klos op ad centret, og som Dan gik på tilbage i 1978, leverede straks et par af historierne. Den om forstanderen, der stak af med en af køkkenpigerne. Og den om filosofilæreren (en forhenværende militærpsykolog), der af uforklarlige pædagogiske grunde lånte en elevs flunkende nye armbåndsur, kastede det i gulvet og trampede det i smadder – for dagen efter at købte et nyt til ejermanden. Samme lærer havde også for vane at låse holdet inde med besked om, at de først kom ud, når de havde løst et (uløseligt) filosofisk problem.
Men det var glæden ved Dawn, som fyldte mest dér i december. Vi gik en tur ned til vandet og så Samsøfærgen stå ud af havnen med et glitrende juletræ oppe i rigningen, mens hjælperen Anders stegte rødspætter med rosenkål og smørsovs. Efter maden fortalte Dan om sin forelskelse: Hvordan han og Dawn tilfældigt havde mødtes i Second Life tilbage i maj måned. At de nu talte sammen hver dag på Skype. At hun skulle have besøgt ham her til januar, men et længe ønsket job som servicemedarbejder på et bibliotek var desværre kommet i vejen. Selv ville han ikke kunne tage derover i januar, for der er alt for koldt om vinteren i Toronto, når man har spinal muskelatrofi. Måske ville han så rejse til sommer.
”Jeg har aldrig rigtigt haft en kæreste. Nu er det bare pludselig sket, uden at jeg har villet det eller planlagt det,” sagde han.
II
Hvem er du, Dan?
”Ja, hvem er jeg? Det er noget af en opgave, du stiller mig der. Hvem er jeg? Jeg er en mand, som gerne vil rumme mange mennesker. Og langt hen ad vejen kan gøre det. Tit inviterer jeg Jehovas Vidner indenfor, for jeg kan simpelthen ikke forstå dem. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan tro så meget.
Jeg er ufatteligt tålmodig og tager tingene, som de kommer. Nogle vil betegne mig som en, der finder sig i for meget. Hvilket jeg ikke selv synes. Jeg er god til at se ting fra flere sider, men jeg kan være dårlig til at sige fra.”
Vi mødtes igen i slutningen af januar hjemme hos Dan. Han forklarede, hvad muskelsvind er for ham.
”Jeg kan ikke adskille det, at jeg har muskelsvind, fra en anden del af mig. Jeg kan ikke sige, at det, jeg er her, er jeg, fordi jeg har muskelsvind. Og det, jeg er herovre, er jeg, fordi jeg har læst kinesisk. Heller ikke fysisk kan jeg adskille det.
Jeg kan selvfølgelig godt sige, at dette ville jeg have kunnet, hvis jeg ikke havde haft muskelsvind, men det er teori, for nu har jeg jo muskelsvind. Så tanken om, at ting ville have været anderledes, hvis jeg ikke havde haft muskelsvind, er ikke-eksisterende.
Det er ikke muskelsvind som sådan, der har dannet mig. Jeg kan selvfølgelig give en lægelig forklaring, men i mit hoved tænker jeg ikke ret tit muskelsvind. Hvis der er et eller andet, jeg ikke kan, så er min første tanke ikke, at det er fordi, jeg har muskelsvind. Det kan jeg bare ikke.
Og umiddelbart har jeg ingen forestillinger om, hvad jeg godt kunne tænke mig, for at mit liv blev mere fuldendt. Lad os forestille os, at jeg gik ind i en maskine, og i morgen kunne jeg gå og var fysisk fungerende som andre. Det ville være utroligt vanskeligt for mig at skulle vænne mig til det. Lige pludselig ville der være en hel masse ting, jeg skulle gøre, og jeg har været vant til i mange år at bede folk om hjælp. Og pensionen ville ryge med det samme. Opvejet mod det ønsker jeg ikke helbredelse.”
Har du nogensinde drømt, at du kunne gå?
”Ja. Og i mange drømme kan jeg meget mere, end jeg kan i virkeligheden. Men mange gange, når jeg i drømme bevæger mig fra A til B, kan jeg ikke i drømmen huske, hvordan jeg egentlig er kommet til B. Det er tit, at jeg hverken går eller kører i stolen, men på en eller anden mærkelig måde bare er kommet til B.”
Og det undrer dig?
”Nej, det undrer mig egentlig ikke.”
Hvordan er det at drømme at gå, når du aldrig har gået?
”Hvordan kan jeg forklare det? Det tror jeg egentlig ikke, jeg kan. Jeg har ikke tænkt, at det var mærkeligt.”
Men du ved, at du går i drømmen?
”Ja.”
Hvordan ved du det?
”Nogen gange kan jeg i drømmen se, at jeg flytter benet. Og have en fornemmelse af at stå og gå, hvad den fornemmelse så end er. I virkeligheden har jeg den jo ikke, men i min drøm er jeg ikke i tvivl om, at jeg går. Men jeg har jo ikke drømme om at gå, det er bare en del af det, når jeg bevæger mig. Ligesom der kan være drømme, hvor jeg flyver eller svæver. Det har jeg jo heller ikke prøvet.”
”Jeg synes, det er et dilemma, når jeg går ud i en skoleklasse og siger: Nu skal I høre, jeg vil egentligt gerne have, at I betragter mig, ligesom I betragter en anden. Alle andre, der ikke har muskelsvind, går jo ikke ud i en skoleklasse og siger: Nu skal I betragte mig som alle mulige andre. På den måde er jeg i et dilemma. Jeg gør mig speciel, og det gør jeg på grund af mit handicap.”
Så du er ikke som andre?
”Nej, det er jeg ikke.”
Men du er også som andre?
”Ja, jeg er også som andre.
I skolen var jeg i starten med i gymnastiktimerne. Ikke med i idrætten som sådan, men jeg var med i gruppen, med i omklædningsrummet. Så for mig var jeg med. Jeg tænkte ikke på, at jeg ikke var med, og jeg havde ikke følelsen af, at jeg skilte mig ud. Sommetider talte jeg mål, eller målte hvornår folk kom over målstregen. Indtil jeg syntes, det blev for kedeligt, og bad om ikke at være med i den del.
Jeg var spejder fra en syv-otte år i en trop med både handicappede og ikke-handicappede, så der mødte jeg andre handicappede. Og vi vidste godt, at vi var en særlig trop. Når der var løb og konkurrencer, var der nogle ting, vi ikke kunne være med til at gøre på samme måde. Men vi havde en fornemmelse af, at vi alligevel var en del af det. Mine brødre gik i FDF, og det kunne jeg også bare være kommet, men så ville jeg altså have været den eneste med handicap.
Første gang jeg for alvor begynder at tænke på mig selv som værende handicappet eller anderledes, er da jeg kommer på Egmont Højskolen som 17-årig og møder nogle andre med handicap. Og hvor jeg ikke synes, jeg hører til i den gruppe. Men samtidig var det befriende at snakke med andre om noget, jeg aldrig havde delt med andre. Fremtiden for eksempel.
Men jeg må vel for pokker have fattet, at det var fordi, jeg sad i kørestol, at jeg skulle være der. Men jeg husker det ikke sådan. Jeg tror ikke, jeg havde en ide om, at jeg var handicappet, og hvad det vil sige.”
Snakker du stadigvæk med Dawn?
”Ja, det gør jeg. Det går godt stadigvæk. Hun er startet på sit nye arbejde på et bibliotek. Det er hun meget, meget glad for. Det har så også betydet, at vi ikke lige helt ved, hvornår vi skal mødes. Som det ser ud nu, tror jeg, det bliver mig, der tager derover først. Jeg har været ved at undersøge lidt om offentlig transport i Toronto, for det er dyrt et leje bil. Men jeg tror, det kan lade sig gøre at komme rundt.”
I Julen fortalte Dan første gang sin far og brødre om forbindelsen. Han gav Dawn et værk af en kunstner fra Toronto i julegave. Et billede, han vidste, hun kunne lide, så han kontaktede kunstneren og fik ham til selv at overbringe gaven. Desuden sendte han en bog med eventyr af H.C. Andersen og en CD med Savage Rose.
Hvad fik du af hende?
”En masse små ting. Nips vil jeg nærmest sige. Og en CD også. Og noget julepynt, fordi jeg havde sagt, at jeg ikke gjorde ret meget ud af julen.”
Screensaveren på Dans computer er en komposition af 12 portrætter af Dawn, med skiftende frisurer og hårfarver. Her sidder han hver dag og taler et par timer med sin kæreste. Et par måneder efter, at de havde mødt hinanden i Second Life, blev det ham magtpåliggende at forklare, hvad han kan og ikke kan.
”Vi har mødt hinanden i en form for fantasiverden. Vi har ikke været virkelige som sådan, vi har ikke rørt ved hinanden. Jeg havde fortalt om, at jeg sad i kørestol, men på et tidspunkt blev det vigtigt for mig, at hun vidste, at når jeg siger, at jeg lægger armen om dig og kysser dig, at det kan jeg i virkeligheden ikke. Så hun ikke gik og opbyggede nogle tanker om, hvor meget jeg faktisk kunne. At hun vidste, hvor indgribende min muskelsvind egentlig er i forhold til det, man normalt vil have i et parforhold.
Også fordi, hvis vi skal mødes, og det skal vi, så er der ingen grund til det, hvis hun allerede på det her tidspunkt kan sige, at det har hun svært ved at forestille sig. Eller at det vil hun gerne tænke over. Så var der ingen grund til, at det først skulle komme, når vi mødtes. Og jo længere tid vi går og er kærester, jo sværere bliver det sandsynligvis også at erkende, at det ikke er os, hvis det skulle være sådan. Det er ikke sikkert, at det har nogen betydning, men i hvert fald ville jeg ikke have, at hun kom herover, eller jeg kom derover, og så var den del af det en overraskelse.
Jeg tror da, hun har svært ved at forestille sig, hvor lidt jeg egentlig kan. Eller rettere forestille sig, hvad det har af betydning. At jeg i hvert fald ikke vil være den fysisk aktive. Det kan jeg være i vores fantasier, når vi snakker sammen.”
Hvad sagde du til hende?
”Jeg sagde, at jeg ikke kan løfte min hånd andet end en lille smule. Jeg kan ikke sidde andre steder end i min kørestol. Jeg kan ikke strække mine ben. Jeg spiser meget langsomt. At mit hjem er indrettet sådan, at når jeg sidder i min kørestol, kan jeg mange ting, men andre steder vil jeg ikke kunne ret mange ting, fordi tingene ikke er i den højde, de skal være.”
Var du nervøs?
”Ja, det var jeg. Jeg var spændt og nervøs over, hvad hun nu sagde. Hun sagde, at hun havde set billeder af mig, og at det stort set var det, hun også havde forestillet sig. Og at hun var glad ved, at jeg havde sagt det. Egentlig sagde hun nok mere eller mindre det, jeg havde troet og selvfølgelig også håbet.”
Hvordan ser Dawn ud?
”Hun er en kraftig dame, ikke så høj igen. Har i øjeblikket mørkt glat hår. Har et dejligt smil. Hun har en fantastisk humor, en ironisk og sort humor, der passer meget godt til hvad, jeg selv har. Hun har en stemme, som overhovedet ikke er den stemme, jeg ville have troet. Det er meget sådan en lillepigestemme, undtagen når hun skælder ud på ungerne.”
Dawn er 46 år, skilt og har tre sønner på 12, 15 og 18. Hun er hvid. Kan ikke lide fisk og lever, men spiser gerne en steak.
”Det er noget, jeg ikke har kendt til før. Det er mærkeligt, fantastisk, underligt, dejligt. Det er noget at glæde sig til, have lyst til. Hvis jeg skal noget, så fortæller jeg, at jeg ikke er hjemme. Jeg har jo altid bare gjort, hvad jeg ville, men nu har jeg lyst til at indvi hende i, hvad jeg laver.”
Hvad tror du, hun godt kan lide ved dig?
”Hun kan lide, at jeg er åben. Hun føler, hun kan sige nogle ting til mig. At jeg vil lytte til hende. Og hun kan godt lide min humor.”
Hvad tænker du ved, at hun har tre børn?
”Hvad børnene tænker ved, at hun bruger så meget tid på mig? De kender godt min eksistens. Men jeg er ikke helt klar over, hvordan hun har sagt, jeg er. Hun beskriver mig som sin meget gode ven fra Danmark. Men jeg tror ikke, hun kalder mig kæreste over for dem. De ved også, at jeg sidder i kørestol.”
Hvad tænker du ved, at hun er skilt for halvandet år siden?
”At der kan være mange mulige motiver. Men jeg kan ikke bruge de tanker til noget.”
Du kalder hende din kæreste?
”Ja.”
Det gør du også over for andre?
”Ja.”
Og det er ikke noget hemmeligt forhold for dine venner?
”Nej, ikke mere. Altså, min familie hørte først om det her til jul. De var faktisk de sidste, der hørte om det. Jeg har gerne villet fortælle min far det i lang tid, men jeg vidste også, at han ville have svært ved og forstå det med, at man kan have en kæreste, som bor i Canada, og som man aldrig har set i virkeligheden. Derfor ville jeg gerne være over for ham, når jeg fortalte det. Det var dejligt at få det fortalt”
Dawn havde sendt en julegave med til Bianca, Dans niece.
”Jeg tror, at det først gik rigtigt op for min far, da jeg igen var hos ham efter jul og snakkede i telefon med Dawn og skulle hilse ham fra hende.”
Er der noget, hun ikke ved om dig?
”Der er ikke nogen ting, hvor man kan sige, at det er blevet holdt tilbage. Men der er jo mange episoder og historier fra mit liv, som hun ikke ved noget om endnu. Men i store træk er der ikke noget, hun ikke ved.”
Du føler, at I kender hinanden?
”Jeg vil sige, hun er den, jeg kender mest. Måske er der et par venner, jeg kender lige så meget.”
III
Marinus har været ude og slå græs i formiddag. Han har 18 kunder, sommerhusejere i det sydfynske som gerne vil have grunden klippet og klar, når de kommer ræsende for at slappe af i weekenden. En gang om ugen kører han op til Rynkeby og hjælper til i den mellemste søn Kims gartneri. Var deroppe i går.
Som 15-årig forsøgte Marinus sig med sit første forretningseventyr: Dyrkning af champignons i en luftværnsbunker. Han stod i lære som gartner inde i Randers og havde hørt om metoden hos en kollega. En bunker blev lejet, et læs hestemøg skovlet ind og en kakkelovn installeret. Desværre kom der kun svampe lige rundt om ovnen.
”Så går jeg hen og render sammen med Mona, drengenes mor, og vi skulle så giftes. Jeg søgte ind ved Securitas og havde regnet med at skulle være i Randers, men hvis jeg ville have arbejde i selskabet, skulle det være i København! Så røg vi derover.”
Han og Mona flyttede til København i 1954, umiddelbart efter brylluppet, til et kolonihavehus i Sydhavnen og jobs som vægter og smørrebrødsjomfru. Med i bagagen var en gæld på 13.000 kroner fra en kuldsejlet blomsterinvestering. Efter 11 år i København, hvor Mona fødte deres tre sønner, slog familien sig i 1965 ned på Fyn, og blomstergartner Marinus Brock lykkedes endelig og efter adskillige fejlslagne tilløb med sit store mål: At få sit eget gartneri. Dér, i Rynkeby ved Kerteminde, voksede Dan og storebrødrene Steen og Kim op.
Ville du have gjort noget anderledes i forhold til Dan, hvis du skulle gøre det om i dag?
”Vi nærmest tvang ham til at gå så og så mange meter med skinner på. Det var egentlig både godt og skidt. Han skulle også ligge med sandposer på rumpen for at rette hoften ud. Det må have været lidt af en tortur. Og han lå i lang tid med skinner om natten for at rette knæene ud. Det var måske godt nok, men jeg ved ikke, om han ville have været mere eller mindre mobil nu. Det kan jeg ikke sige.”
Marinus lærte selv nogle teknikker af en zoneterapeut, men holdt op med at behandle Dan efter et års tid. For ”det var altså også en tortur”.
Han har set Dan græde to gange. Den ene gang havde han slået hagen hårdt i gulvet. Den anden gang var 10. juli 1967, da Mona og han afleverede deres dreng til det første af en årrækkes træningsophold på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk.
IV
”Jeg husker tydeligt den dag, mine forældre satte mig af deroppe. Hvor jeg bare tudede. Følte at hele verden gik i stå. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle indlægges. Jeg havde jo ikke selv opfattelsen af, at jeg var syg.”
Næsten hver dag kom der brev hjemmefra. Da vi mødtes til det tredje interview, havde Dan fundet dem frem af sine gemmer. Let gulnede, med ombukkede hjørner. Nogle på linjeret, andre på kvadreret papir. Konvolutterne havde han smidt ud.
Kære Dan.
Nu er der ikke lang tid til at du kommer hjem. Når du får vores brev, så er det fredag, og dagen efter er det lørdag, så kommer onkel Alfred og Marianne og henter dig. Husk at du får din træningsdragt med hjem og så dine sutter. I dag har mor travlt med at gøre fint til du kommer hjem, for når du kommer hjem vil vi ikke lave spor. Så vil vi kun snakke med dig. Jeg håber, du har det godt, din lille humørbombe. Mor havde ikke flere kort, så du må have et brev i dag. Kan du så have det rigtig godt til vi ses på lørdag.
En rigtig kærlig hilsen sender din far og mor dig, og mange knus.
”Det har jo været enormt hårdt for mine forældre også, især for min mor.”
Hvordan tror du, det var hårdt for dem?
”Jeg har snakket med min far senere, og de syntes, det var hårdt at sende så lille et barn væk fra familien i så lange perioder. Tre-fire måneder ad gangen, tror jeg det var, selv om jeg følte det som flere år.
Men jeg tror også, de har fået dårlig samvittighed. For de gjorde det, fordi de troede, at det ville hjælpe mig meget rent fysisk. Hvad det jo ikke gjorde.”
Var det mere synd for dem end for dig?
”Jeg vil sige, at jeg syntes dengang, at det var synd for mig. I hvert fald de første gange deroppe. Da jeg senere begyndte at gå i skole deroppe, blev det lidt bedre. Måske har jeg på overfladen været glad. Men de ting, jeg kan huske derfra, er ting, hvor jeg ikke har været glad.
Jeg kan for eksempel ikke huske nogen af dem, jeg har ligget på stue med. Men jeg kan huske den der oversygeplejerske, som vi syntes var forfærdelig. Som kunne finde på at sige, at man ikke skulle tisse, selv om man havde kaldt på hende, fordi man skulle tisse. Så måtte man vente.
Hun var anderledes, når forældrene var der. Min mor og far syntes faktisk, hun var meget god. På den måde følte jeg, at der ikke var nogen, jeg kunne gå til. For når ikke engang mine forældre syntes, hun var en led satan, hvem havde jeg så?”
”Jeg tror, at jeg har følt, at jeg skulle gøre det godt. At træningen var vigtig. Jeg skulle gøre det godt for at gøre mine forældre glade. Men jeg synes klart, set i bakspejlet, at det var spild af tid. Og jeg synes, at det var dumt at fjerne et barn fra sine kammerater.”
Hvad lavede du deroppe?
”Jeg kan huske strækøvelser nogle gange om dagen nede ved en fysioterapeut. Senere fik jeg en operation, så jeg kunne strække benene så meget ud, at jeg kunne få skinner på og ved hjælp af nogle krykker stavre lidt af sted med én ved siden af mig. Jeg syntes, det var tåbeligt. Måske fordi jeg blev skuffet. Jeg havde nok troet, at jeg ville komme til at kunne gå.”
Så den operation og træning var at udsætte dig for unødig lidelse?
”Ja, det synes jeg. Hertil skal så lægges, at da jeg kommer hjem, træner og strækker mine forældre mig også flere gange om dagen. Og det værste var om natten, da jeg havde sådan nogle natskinner på. Og noget af natten skulle ligge på maven med nogle sandsække på røven for at rette mig ud. Det var forfærdeligt.”
Hvem opfandt alt det?
”Jeg ved det ikke. Men man gør jo lidt af det samme i dag. Lidt. Vi sætter jo også folk i strækkelejer. Men vi har dog fundet ud af at indpasse det mere i en hverdag.”
Du ser ud, som om du har en mening om det?
”Det kan godt ske, at vi holder folk kørende lidt længere, at de bliver knapt så skæve i ryggen, og at vi træner lunger og alle mulige ting, men det er dæleme også meget tid, som går fra en almindelig leg og kammeratskab.
Jeg kan jo kun bruge mig selv, for jeg kan ikke vide, hvordan det er for andre, men jeg tror ofte, det er en skuffelse, for man bliver jo ikke bedre. Det er ikke sådan, at du kan sige, at træner du godt, så vil du i morgen kunne tage fire skridt mere. For med muskelsvind går det tilbage, på et eller andet tidspunkt. Selv om du et stykke tid kan vedligeholde nogle funktioner.
Når jeg tænker på alle de sandsække på røven og på anklerne, hvor meget energi jeg ikke har brugt hver eneste nat på at vippe dem af og så bare lade som om, at det var sket lige inden, min far eller mor kom ind for at vende mig. Jeg husker det, som om det næsten var hver nat, jeg gjorde det.”
Har det givet dig en overfølsomhed for hvide kitler?
”Nej, det tror jeg egentlig ikke, det har. Jeg tror mere, det har givet mig en tro på, at jeg nogle gange har lige så meget ret, som de hvide kitler har. Og at jeg måske endda i nogle tilfælde ved mere om det end kitlerne. Eller tør følge mit eget hoved, frem for hvad autoriteten siger.”
Kære alle sammen.
Jeg håber at I har det godt, for det har jeg. Bortset fra at jeg jo skal ligge ned hele tiden. Men jeg siger bare til mig selv: Det hjælper jo nok. Jeg ligger sammen med nogle, der er kede af og ligge her. Hvordan går det med jer syge mennesker derhjemme? Har dyrene det godt? Sover Pussi i sengen om natten. Nu kan jeg ikke finde på mere at skrive, så nu vil jeg slutte.
Hilsen Dan René Brock.
”Pussi var min kat. Vi har altid haft mange dyr. Marsvin, undulat, altid haft hund, høns, ænder, påfugle, og en tam råge et par gange.
Både min far og min mor har altid syntes, at det er utroligt, at jeg har kunnet være så positiv over for livet. Måske er jeg blevet det, fordi de ikke er gået så meget op i muskelsvind, men mere i de praktiske ting. Hvordan de kunne løse nogle ting, sådan at jeg kom til at få stort set de samme oplevelser som mine kammerater og som mine brødre. Jeg kan ikke huske en eneste snak – bortset fra én gang - som handlede om det, at jeg har muskelsvind.
Den ene gang var, da de havde mødt Evald Krog. De havde været til et møde, hvor de havde været inde og høre ham og Jette, og da de kommer hjem, har de sådan en begejstring. De har tænkt meget på, hvordan min fremtid skulle være. Hvad når de engang ikke var der mere? Hvad med uddannelse, kærester, og så videre? Efter det møde var det som om, at det egentlig ikke fyldte særlig meget mere. Den aften, da de kom hjem der, var de begge to meget glade. Og lettede, tror jeg.
De tog ikke særlige hensyn til mig. Vi havde alle sammen nogle pligter, og det fik vi lommepenge for. Vi skulle alle hjælpe til derhjemme, og jeg havde et hjemmelavet trehjulet køretøj, som min far havde været med til at lave, og som jeg kørte jordbær med nede fra marken og op til vejen, hvor de blev solgt. Og jeg slog græs med den.”
”Her er et brev fra min klasselærer. En stakkels mand. En af dem, der ikke rigtigt havde kunnet finde ud af overgangen fra at måtte slå til ikke at måtte. Lidt af en særling, syntes vi i hvert fald. Han havde en garage fyldt med ting, han samlede på, og som han viste frem en gang imellem. Han havde for eksempel en cigarstump, som Winston Churchill havde tabt, da han var i Kerteminde, og som han havde samlet op. De særeste ting. Det kunne også være noget, der var skyllet op på stranden. Eller postkort fra udlandet.”
Har han nogensinde slået dig?
”Ja, en enkelt gang. Men jeg kunne tillade mig meget mere end alle de andre.”
Og det benyttede du dig af?
”Det tror jeg. Det kunne godt være mig, der sommetider startede en ting, for det var aldrig mig, der fik skylden. Dér kunne jeg godt gå foran.”
Kære Dan.
Jeg synes, du skal have en lille hilsen her fra Rynkeby. Jeg håber adressen er rigtig, jeg har fundet den efter postgiro bogen. På mandag får vi fri fra skolen i anledning af kongens begravelse. Der bliver jo meget at se i fjernsynet. I skal vel også følge begivenhederne der? I går var lærer Brinch ude på fjorden for at løbe på skøjter. Pludselig faldt han gennem isen og blev pjaskvåd. Så han måtte skynde sig hjem. Her tog han varmt styrtebad - han kunne bunde - og en cognac. Det varmer alt sammen. Det kniber lidt med at starte bilen om morgenen i denne kulde. Men det går med lidt tålmodighed. Der er vel stille og roligt i Hornbæk på denne tid af året. Om sommeren vrimler det med turister. Turen fra Hornbæk over Helsingør og ned ad Strandvejen er måske den smukkeste i Danmark. Jeg skulle hilse dig fra kammeraterne i 4. y. Vi maser på med regningen, så godt vi kan. Jeg ville nok ønske, at alle var lige så gode til at lære tabellen, som du er, Dan. For første gang i skolens historie er en elev blevet bortvist i otte dage på grund af dårlig opførsel. Det var nødvendigt. Nu håber jeg, du må have en god tid i Hornbæk.
Jeg sender hermed mange venlige hilsener,
Arthur Sørensen
”Jeg kunne godt lide ham, faktisk. Når jeg sagde før, at jeg synes, han var en stakkel, så var det nok ikke sådan, jeg så ham dengang. Det har jeg ikke været gammel nok til. Jeg var tit nede og se hans samling i garagen. Men han var ikke vellidt blandt de fleste elever. Fordi han slog. Og også fordi han var for venlig. Der var aldrig ro i hans timer, han kunne ikke håndtere det. Engang har han sikkert haft en stor autoritet, men den var efterhånden smuldret.”
V
På reolen bag Marinus står mellem porcelænsfigurer et sorthvidt portrætfoto af en mørkhåret kvinde. Frisuren siger 1970’erne. Hun smiler til fotografen, men ikke mere end nødvendigt. Det er Mona.
”Dengang fik man og vide, at det var kvinden, der bar det. Det var den forståelse, vi fik af det dengang. Hun følte ligesom, at det var hende.”
Mente hun, at hun havde skyld i, at Dan havde muskelsvind?
”Ja, det tror jeg nok, hun mente.”
Mona døde i 1994 af en blodprop, natten efter en operation for diskusprolaps, 57 år gammel.
Hvordan påvirkede det dit og Monas forhold, at Dan kom til. Det er jo ikke lige det, man forventer, at få et barn med muskelsvind?
”Nej, og slet ikke efter at have fået to, der var fuldstændigt kvikke rent fysisk. Det er ikke sjovt. Men egentlig blev det ret hurtigt en hverdag, som vi levede med. Det blev en hverdagsbegivenhed. Som når hans mor stod med ham på armen, mens hun rørte i gryderne.
Og det har ikke været et kors, som folk kan lide og benævne det. Det er der mange, som ikke kan forstå, når jeg siger det rundt omkring. Men det har det bestemt ikke været.”
Tror du han har haft et mindre rigt liv end sine to brødre?
”Nej. Det tror jeg næsten, jeg kan sige 100 procent. Det er nok ham, der – siger jeg, også når jeg tænker mig meget alvorligt om – der har haft den største livskvalitet.”
Hvad har Dan arvet fra sin mor?
”Rent psykisk heldigvis ikke noget, for hun var meget nervebetonet. Vi havde mange gode år, det er helt sikkert. Hun var arbejdsnarkoman som bare pokker, mere end mig. Men vi har også haft nogle år, som ikke var så gode.
Når hun havde dårlige dage, og jeg kunne mærke, at vi skal nok diskutere i aften, så blev Dan siddende oppe og se film i fjernsynet. Bare for og trække tiden ud. Det var en af tingene, allerede dengang. Det er derfor jeg siger, at han er fantastisk til at afværge problemer.
Som mor har Mona været fantastisk med Dan. Og det har nok været en belastning mere for hende end for mig i det daglige. Det kan godt have taget meget af hendes stabilitet med nerverne.”
VI
Mindes du din mor, når du læser de gamle breve fra hende?
”Ja, det gør jeg meget.”
Tænker du tilbage på hende med savn, med glæde, eller hvordan?
”Jeg mindes hende helt sikkert med glæde. Og savner hende jo også.”
Betød hun meget for dig?
”Ja, det gjorde hun. Det gjorde både min far og min mor. Men jeg var mest sammen med min mor. Min far arbejdede meget, min mor var hjemme.”
Hvordan var din mor?
”Hun var fantastisk på mange punkter. Hun var meget kærlig, og hun lyttede til mig, når jeg var ked af det. Engang - jeg har været omkring 16 år - var jeg inde til undersøgelse på Odense Sygehus, hvor der blev taget beslutning om, at jeg skulle have et slags skjold, som jeg skulle sidde med i fire-fem timer om dagen. Jeg var fuldstændigt ulykkelig, da vi kom hjem derfra. Det var hende, der trøstede mig og lyttede til, hvorfor jeg var så ulykkelig.
Jeg kunne simpelthen ikke sidde med det. Jeg tror kun, jeg havde det på én gang, højst to gange. Jeg fik så lov til at bruge skjoldet som skydeskive i stedet for. Til dartpile. Så blev det et fantastisk skjold. Og det var netop min mor, der sagde: Jamen, så brug det til skydeskive. Hun havde meget humor, kunne vende mange ting om.”
”Det, jeg så også husker, er den anden side. Hun har altid haft store problemer med de hvide kitler og var virkelig rigtig bange for dem. Hun havde besvær med sin ryg og var derfor meget i kontakt med læger. Og hvis hun skulle indlægges, gik hun helt i brædderne. Råbte og skreg og sagde, hun ville tage livet af sig selv. Ville gå hjemmefra. Den del af det kan jeg også huske.”
Havde hun en psykiatrisk diagnose?
”Nej, det havde hun ikke. Men det er helt klart, at der var en eller anden. Det var så voldsomt, at stort set hver gang hun trådte ind gennem døren til sygehuset, besvimede hun.”
Men hun kunne godt tage med dig på sygehuset?
”Ja, det kunne hun godt. Bare det ikke drejede sig om hende selv.”
Snakkede du med hende om det?
”Nej, for det var stort set ikke muligt. Da jeg blev ældre, prøvede jeg, men det var ikke muligt. Jeg ville have haft, at hun skulle have søgt noget hjælp. De senere år blev det værre og værre med ryggen, og der var flere og flere gange, hvor det blev rigtig slemt. Sandsynligvis har hun også haft det sådan, da jeg var barn, men der husker jeg det ikke overhovedet. Først da jeg blev voksen og stadig boede hjemme, til jeg blev 25, husker jeg det.”
Du fik et chok, da hun døde?
”Ja, det gjorde jeg. Det var totalt uventet. Men jeg kan også huske, at jeg tænkte - og har tænkt siden hen - at som hun havde det de sidste år med smerter og angst, så var det et eller andet sted også godt, at hun ikke skulle igennem flere af de ting. Vi snakkede meget om muligheden for, at hun kunne tvangsindlægges, for når det var rigtig slemt, kunne hun ikke fungere.”
Hvordan havde du det med de perioder i hendes liv? Du var vel stadig afhængig af hende?
”De sidste år derhjemme var det min far, der hjalp mig med at komme op om morgenen og i de forskellige løftesituationer. Min mor lavede mad og sådan nogle ting, og det gjorde hun delvis også i de perioder, selv om der kunne være enkelte dage, hvor hun ikke kunne.
Men det var mere den uro i hjemmet. Hvor vi hele tiden gik på listesko for ikke at få det til at bryde ud. Glatte ud. Nu lader jeg være med at gøre det eller det.”
”Min far har lige haft fødselsdag, hvor jeg gav ham en gammel video, som jeg har fået overspillet på dvd. Den er fra dengang, min far og min mor og min ældste bror Sten var ude at besøge mig på Filippinerne. Det er i Julen 1992, og de sidste levende billeder af min mor. Hun var meget glad, og det var dejligt og se den igen.
Faktisk har jeg ikke villet se den siden, hun døde. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere. Fordi det var så stærk en oplevelse, at de kom derud og besøgte mig. De havde aldrig rejst før, og vi havde aldrig nogensinde kunnet få dem væk fra det gartneri. Vi prøvede mange gange, og så lykkedes det endelig min bror at få dem lokket af sted. Jeg vidste ikke noget om, at de kom. Pludselig stod de der.”
Dan studerede kinesisk sprog og kultur i årene 1988-1995, herunder et års studier ved Fudan Universitet i Shanghai. I perioden foretog han flere lange rejser i Kina og andre steder i Østasien og opholdt sig på et tidspunkt nogle måneder hos en kammerat, der arbejdede på Filippinerne.
Det er et af de sidste minder, du har sammen med din mor?
”Ja, og det er et af de rigtigt gode minder. For jeg har også minder fra den Jul, hvor hun dør i januar. Den Jul vidste hun, at hun skulle ind og opereres, så den var meget anspændt. Hun gjorde, hvad hun kunne, for at det skulle blive en god jul. Men der var en meget trykket stemning.”
Dan har bestemt sig for at få malet og tapetseret sin ungkarlelejlighed. En lokal malermester i Trige er valgt ud blandt tre tilbudsgivere. Gulvene trænger også til en overhaling, lakken på parketterne er slidt væk, der hvor Dan kører sin stol. Men en slibning og lakering må vente, så meget har han heller ikke sparet op på vedligeholdelseskontoen.
Hvis en kvinde boede her, ville rum og møbler se anderledes ud, egetræs reolsystemet med blyindfattede ruder dømt ude, tingene indrettet efter en dekorativ plan også, ikke kun praktiske hensyn.
Dan regner med at bestille billet til Toronto, når pensionen går ind på kontoen 1. marts.
”Jeg fik en pakke fra hende her til Valentins Dag. Der var nogle bolsjer og noget chokolade, nogle postkort og en cd med soundtracket fra en ny film. Det er jo en tradition, jeg aldrig havde troet, jeg skulle hoppe på. Jeg sendte blomster til hende.”
Hvad for nogle blomster sendte du?
”Der var roser og liljer. Jeg valgte lyserøde roser. Liljerne kan jeg ikke huske. Det blev nemlig ikke den farve, jeg havde valgt.”
Han vil gerne tage af sted i slutningen af juni og være der tre-fire uger. Men Dawn ved ikke, om hun kan tage ferie. Hun er i et barselsvikariat, som måske kan blive til en fast ansættelse, og vil derfor ikke presse på. Dan har sagt til hende, at han meget snart må vide, om han kan komme, da han ellers ikke kan planlægge sine hjælperes ferieafholdelse.
VII
Bessy rejser sig på sine 10 år gamle ben, lunter rundt om stuebordet og lader sig falde til rette i en ny udkigsposition. Familien Brock har altid haft hund, de optræder næsten lige så hyppigt som mennesker i fotoalbummene.
På opfordring af sine sønner har Marinus givet sig i kast med at skrive sine erindringer, Tankeleg lyder arbejdstitlen på de foreløbigt godt 60 sider.
”Jeg er selv meget forbavset, når jeg ser det oppefra og ned på et stykke papir. Så er det pludselig som om, man kan se en sammenhæng. Hvorfor gik det dér ikke, og hvorfor gik det dér godt. Der har været nogle skuffelser, men dæleme også noget spændende.”
Midt i tresserne tog Marinus mod tilbuddet om et job som bestyrer af en farbrors frølager på en gård på Fyn. Men han havde ikke opgivet drømmen om at få sit eget. Nogle år senere kom en ejendom i Rynkeby til salg.
”Mona var på spejderlejr med dem alle tre, og så købte jeg den ejendom. Ja, jeg kunne selvfølgelig ikke købe den færdig, før hun kom hjem og skrev under. Men da vi kom derud, og hun så den om aftenen, græd hun sine modige tårer hele vejen hjem. Den var også forfalden. Jeg kan huske, der var en dør ind til bryggerset, hvor der var et rottehul oppe i hjørnet. Så jeg stillede mig an dér foran rottehullet, så Mona ikke kunne se det.”
Ejendommen lå i et kuperet terræn, som Marinus så masser af muligheder i. Der var endda en underjordisk kilde, som både kunne graves ud til en kunstig sø og forsyne de fremtidige drivhuse med vand.
”Jeg forsøgte at overbevise Mona med fantasier om at sidde i aftensolen på den vestvendte terrasse, med blomster ude foran. Men det kunne hun altså ikke se dengang. Men det blev sådan, med tiden. Og så blev vi der i 32 år.”
På et tidspunkt anlagde Marinus en græsbevokset vej rundt om hele arealet. For at ”Dan kunne køre der, og for at vi andre havde noget pænt at se på”. Dan deltog i arbejdet med Jumbo, sit hjemmebyggede køretøj, der bestod af blandt andet en startmotor til en scooter, et sæde fra en traktor og et bilrat. Den var langsom, men trak tunge læs.
”Vi lavede græsvejen stykke for stykke, og Dan trak tromlen med Jumbo. Det fik han lov til. Eller ”lov til” siger jeg! Det skulle han, det var hans job.”
”Jeg kan huske helt tilbage, fra vi startede derude i Rynkeby på den bare jord, at jeg tænkte tit på hans pubertetsalder. Og det var egentlig derfor, at vi lavede den græsvej rundt – jeg ved ikke, om jeg nogensinde har sagt det til Dan, men det er også lige meget, han må gerne vide det – og så plantede nogle hække og træer. For jeg tænkte, at det måtte da være rart, hvis nu der skulle være nogen, han sådan skulle støde på, at de så kunne køre for dem selv dér.”
Marinus afhændede gartneriet i 2001 og flyttede til Sydfyn med Bessy og samleveren Sigrid. Men forholdet bristede sidste år, Sigrid er rejst, og Marinus har sat huset til salg. Han regner med at flytte tilbage til Rynkeby, i en af de nye ældreboliger der er opført tæt ved hans gamle gartneri.
Han fortæller om Dans mange rejser rundt i verden. USA, Canada, Kina, Taiwan, Thailand, Zimbabwe, og om dengang Steen og Kim arrangerede en overraskelsesrejse for ham og Mona ud til Dan på Filippinerne.
”Altså, hvis vi sådan skal snakke om, hvad vi har oplevet, så er Dan nok den, der har oplevet mest her i livet. Som jeg også gerne siger, når folk begynder at snakke om korset.”
VIII
Dan holder jævnligt foredrag om at have hjælper. Selv har han haft i alt 35-40, siden han flyttede hjemmefra i 1986. Knap halvdelen kvinder.
Vi mødtes igen i april og talte om at være afhængig af hjælp og hjælpere.
Er du god til at have hjælpere?
”Noget af det, jeg er god til, er, at opgaverne bliver løst i en form for dialog. At det er noget, vi skal løse sammen. Når en ny starter, går jeg sjældent helt i detaljer, for jeg tror på, at dagligdags ting kan gøres på tusind måder, og sådan set bliver gjort lige godt. Vaskekluden skal ikke vende på den og den måde. Det betyder også, at der kan komme en og vise mig nogle andre muligheder.”
Har du fyret hjælpere?
”Jeg har kun været ude for at skulle fyre en eneste gang. Så har jeg haft en tre gange, hvor vi er blevet enige om, at det nok var bedst, at det stoppede. Den, som jeg var nødt til at fyre, havde kun været ansat meget kort tid, og jeg kunne ikke pege på noget konkret. Jeg kunne bare mærke, at jeg blev irriteret. At jeg blev ked af det, når vedkommende var på arbejde. Og det måtte jeg så sige til hende, og hun blev selvfølgelig meget ulykkelig over det, også fordi jeg ikke kunne give en ordentlig begrundelse. Og det kunne jeg godt forstå. Det er jo en form for kritik af personen. En kritik af nogle egenskaber i personen.”
Kender du nogen, der er dårlige arbejdsgivere?
”Ja, det gør jeg. Jeg ville i hvert fald ikke kunne arbejde under de forhold. For eksempel måden man taler til hjælperen. Hvor vedkommende gang på gang, også når der er andre til stede, får at vide, at det ikke er godt nok, det vedkommende har gjort. Jeg ville aldrig tage sådan noget op, mens der er andre til stede. Det er ikke en offentlig ting, synes jeg. Også fordi man sætter hjælperen i et dilemma, for hvis hjælperen har lyst til og forklare sig, så går vedkommende ud over sit arbejde nu og her. Man giver ikke hjælperen en reel chance for at give svar på tiltale.
Jeg har set en tendens hos flere, at jo mindre de selv kan, jo mere kontrollerende og pertentlige er de i deres krav. For nogle kommer det at kontrollere alting til at fylde så meget i deres liv, at det næsten bliver et job i sig selv.”
”Men det er også spændende, at man er så tæt på hinanden. Når du har brug for hjælp til alt, kommer hjælperen ind og ser ting, som måske ikke engang kærester kommer til at se. For kærester er jo ikke med i alle relationer. Men det er hjælperen.”
Hvad kunne det være?
”Når man er ude med vennerne og drikker sig stangstiv. Når man er hjemme i familieskænderiet. Til begravelse med en meget nær. Til lønforhandling på jobbet. Hjælperen kommer til at opleve det her menneske fra alle sider. Og det her menneske er så afhængigt af, at hjælperen er der. Samtidig med at man har en gensidig respekt, er der en skæv balance fra starten af.
Det er jo brugeren, som har det absolut største behov. Godt nok er den anden afhængig af en løn, men der er andre jobs – og der er selvfølgelig også andre hjælpere – men hvis hjælperen skrider her og nu, og måske midt i personens største livskrise, så er man bare på den. Man kan ikke råbe skrid ad helvede til, for så kan man ikke komme i seng. Så kan man ikke komme på toilettet. Man kan ingenting. Så det bliver aldrig helt ligeværdigt. Og det gør det spændende at få det til at fungere.
Man kan sige, at stort set alle andre direktører kan gå hjem. Jeg kan aldrig gå hjem. Jeg er altid på arbejde. Jeg har aldrig ferie. Og jeg får ikke engang feriepenge. Jeg har aldrig fri. Når jeg skal vendes om natten, er jeg på arbejde.”
Er det det, du kunne tænke dig allermest: En gang imellem at have fri?
”Ja. Men heldigvis kan jeg forholdsvis mange ting selv endnu. Og jeg siger tit til mine hjælpere, at I må gerne møde klokken 12. Så har jeg formiddagen helt for mig selv. Jeg kan også finde på at køre rundt ovre i skoven en tre-fire timer alene.”
”Da jeg var ung og boede hjemme og ikke havde hjælpere, bad jeg tit helt fremmede om at hjælpe mig. Det kunne endda også være med at komme til og tisse. Det var meget vigtigt for mig at kunne gøre det, for det gav mig en frihed. Nu er det blevet vanskeligere at komme på toilettet, og jeg er også blevet ældre og mere forsigtig, så jeg ville ikke bede fremmede om lige den del, men det har jeg kunnet gøre, og det har været vigtigt for mig selv at skulle bede helt fremmede mennesker om hjælp.”
Siger du, at det er vigtigt at have lært og bede om hjælp?
”Ja, for mig er det vigtigt, at jeg har oplevet, at jeg har været nødt til at bede helt fremmede om hjælp. For det giver mig den frihed i dag, at jeg godt kan sidde sammen med nogen, jeg ikke kender, og bede dem om og hjælpe mig.”
Hvad er det for en frihed?
”Jo mere jeg er vant til at have mine faste hjælpere – de, der ved, hvordan det hele skal gøres – jo mere usikker bliver jeg faktisk på at spørge andre. For tænk hvis de nu spilder ned ad mig. Det vil være pinligt. Jeg bliver genert. Det er meget nemmere lige at tage den, der ved det hele, ikke? Men det gør så også, at så har jeg den hjælper omkring mig hele tiden. Det giver en fastlåsthed.
Jeg synes, jeg kan se det med nogle af de unge med muskelsvind. De har nærmest hjælper, når de bliver født – nej, det passer ikke – men ret tidligt i skoleforløbet får de en hjælper tilknyttet, og de kan næsten kun gøre noget, hvis de har en hjælper med.”
Siger du, at de får for meget hjælp?
”Jeg ved det ikke. Jeg kunne også godt have brugt mere hjælp nogle gange, da jeg var ung. Jeg tror bare, vi skal være opmærksomme på, at der også bliver tid, hvor hjælperen simpelthen ikke er der. En gang imellem skulle man tage hjælperen fra dem. Det er ikke, fordi de er forkælet, behovet for den hjælp er der jo. Men jeg tror, det er en bjørnetjeneste, hvis man låser folk fast i kun at kunne noget, når der er en professionel til at hjælpe sig. Man mister nogle muligheder.”
Rejsen til Toronto er ikke bestilt endnu. Dawn har stadig ikke kunnet finde ud af, om hun har mulighed for at få besøg af Dan til sommer.
IX
Deep Purple spiller Child In Time gennem højttalere af mærket Bose, én i hver ende af Dans stue. Lyden er storladen, mere mørk end lys, ligesom de grønne blade udenfor allerede er blevet her i slutningen af juni. Det er Dans bedste musik, vi hører. Han har købt billet til sin sjette koncert med gruppen, når de spiller i Odense i august. Bagefter hører vi andre favoritter med Creedence Clearwater Revival, ABBA og Gasolin.
Sommetider hører han og Dawn musik sammen. Enten ved at spille samme nummer på hver sin computer nogenlunde synkront, eller også lægger Dan et stykke musik under samtalen på Skype.
I næste uge rejser han til Sverige og Norge med Nordkap som mål. Turen til Toronto bliver ikke til noget lige nu.
"Jeg har brug for at finde ud af, om de gode ting, som Dawn og jeg har sammen, også holder, når vi sidder over for hinanden. Egentlig tror jeg på det, men alligevel har jeg behov for at blive bekræftet i det. Lever det forhold inde i en fantasi? Det gør det ikke, for det er det for virkeligt til. Men har jeg opbygget nogen forestillinger om denne kvinde, min kæreste, hvor jeg sætter hende op på en piedestal og gør hende endnu mere vidunderlig, end virkeligheden faktisk er? Det tror jeg selvfølgelig ikke på, og en måde at finde ud af det på ville være, når vi ser hinanden i øjnene, rører ved hinanden og sanser hinanden. Om vi så stadigvæk synes, at vi er spændende.
Så kunne man spørge sig selv: Kunne jeg ikke bare nyde dét, som vi har? For når vi snakker sammen, er det fantastisk. Og når vi ikke har noget at snakke om, er det dejligt bare og være sammen. Men jeg tror ikke, at jeg i længden kan uden at have mødt hende på et tidspunkt.”
Frygter du, at det aldrig bliver?
"Selvfølgelig frygter jeg det. Men det er ikke sådan, at jeg i baghovedet tror, at det aldrig bliver. Jeg har jo vidst, lige fra vi mødte hinanden, at det altid – helt nøgternt set og uden de forelskede øjne – vil være et forhold op ad bakke. Der er mange spørgsmål. Vil vi kunne leve med, at vi måske ses én gang om året, eller endnu sjældnere?
Der er så meget godt i det forhold, at jeg ikke på forhånd kan sige, at så må jeg hellere lade være. Jeg bliver nødt til at prøve det. Så må det gøre nok så ondt, hvis det skulle vise sig, at vi ikke kan holde til det. Det er en risiko, jeg er villig til at løbe. At jeg får sådan én på siden af hovedet. Jeg er nødt til det. Jeg kan ikke sige: Nej, det er dumt, det er fuldstændig urealistisk.
Da jeg læste i Kina et år, var der også læger, der sagde, at det var tåbeligt af mig at tage derover. Mange ting, jeg har gjort, har fra starten set urealistisk ud, men er lykkedes alligevel.
Hun betyder simpelthen så meget for mig, at jeg ikke på nuværende tidspunkt bare kan sige, at det ikke holder. Og slet ikke på grund af mere eller mindre praktiske problemer. Det kan jeg ikke.
Der er ikke ret mange, der egentlig forstår, at vi kan have så stærke følelser for hinanden. Og at vi er villige til at gå i mere end et år uden på noget tidspunkt at have mødt hinanden. Det ligger så fjernt fra stort set alles opfattelse af et kæresteforhold. Der er jo ikke mange, der kan sige: Det forstår jeg godt, det har jeg også prøvet.
Men fordi jeg ikke kommer af sted nu, er det ikke sådan, at der er en masse ting, der har ændret sig mellem Dawn og mig. Der er egentlig ikke sket noget. Tingene er ikke anderledes mellem os."
Så I er stadig kærester?
"Helt klart. Det er vi."
